
Suppleringsfag og højskole. Hvis du har brug for at supplere med enkeltfag, har vi et samarbejde med KVUC, hvor du kan tage enkeltfag som fjernundervisning mens du går på højskolen. Du vælger selv hvornår du arbejder med dit suppleringsfag og kan vælge at gøre det i din fritid eller du kan gøre det i en eller flere af vores fagstriber - eller kombination af fritid og fagstriber. Det er helt op til dig. Læs mere om fjernundervisning her: Suppleringsfag på HF eller 9-10 kl. som fjern-undervisning. - Og vælg menupunktet FLEX.
Videns- og informationssamfundet stiller store krav til kommunikation
i skrift og tale. Kommunikation handler om at blive forstået.
Verden er bundet sammen via medier og internettet. Adgangen til
viden er så stor som aldrig før og kommunikation
mere nødvendig end nogensinde. I vores IT-fag ser vi på
hvilke muligheder og problemer der kan være forbundet med
informationsstrømmen.
På skriveværkstedet afprøver du dine talenter
som journalist og forfatter. Bliver bedre til at skrive og forstå sprogets firnurligheder.
Informationerne henter vi ned fra internettet i vores netcafé,
hvor du også kan designe en website og præsentere
dig og andre ude på internettets motorveje.
Alle ser film. Både de gode, der rykker og de mindre gode,
der bare er underholdning her og nu. Vi går bag om filmene
- diskuterer budskab og indhold.
Vi har en særlig tilrettelagt undervisning for ordblinde . På små hold modtager du individuel undervisning
i netop dine problemer indenfor læsning, stavning og skrivning.
Også udlændinge er velkomne på højskolen.
Men du skal kunne et minimum af dansk når du starter. Der
er intensive kurser i dansk og rig lejlighed til at tale sproget
med alle de danske elever på skolen. En enestående
mulighed for at lære noget om danskerne og det danske samfund
i praksis. Vi vægter kulturmødet. Det handler om
at forstå og leve sig ind i den danske kultur. Men det handler
også om at integrere danskerne i den nye verdens virkelighed.
Vores studievejledningsfag arbejder med ansvar for egen læring.
Hvordan strukturerer man sin hverdag og sit studieforløb
og hvilken uddannelse er den bedste for dig?
Her er fagene indenfor området, med uddybende tekst:
DANSK FOR ORDBLINDE
v/Pernille Kjær Jensen
Har du svært ved at læse og stave?
Har du lyst til at arbejde med at forbedre sin læsefærdighed?
Så kan du blive undervist ud fra netop det, som du har svært
ved. Vi arbejder på at forbedre dine muligheder for at deltage
aktivt i et skrive/læsesamfund.
DANSK FOR UDLÆNDINGE
v/Pernille Raagaard eller Charlotte Heiden
OBS ! - Alle elever skal kunne et minimum af dansk for at blive
optaget på højskolen.
Der lægges vægt på individuel undervisning i
mundtlig og skriftlig dansk. Vi arbejder med grammatik, skriftlige
og mundtlige opgaver, udtaletræning, oplæsning osv.
Endelig bruger vi også noget tid på at arbejde med
dansk kultur ud fra forskellige vinkler.
Vi tilrettelægger forløb hvor forskellige studieture
indgår - bl.a. besøg på diverse virksomheder
og institutioner.
IT-KOMMUNIKATION
v)Jacob Vestager Tybjerg
I det daglige bruger vi alle nettet og computeren til at kommunikere
med. Vi sender mails, chatter, vi ser og læser nyheder og
får information fra den lokale fodboldklub. På holdet
laver vi vores egen hjemmeside hvor vi afgiver informationer om
vores arbejde, fritid, interesser, fmilie etc. Men vi skal også diskutere om brugen og misbruget af internettet som kommunikationsmiddel.
Vi skal se på hvordan samfund i vore dage har udviklet og
udvikler sig, i tikt med Internettets stigende overtagelse af
det menneskelige nærværs-monopol på kommunikationsområdet.
Vi skal se på hvilke befolkningsgrupper der bruger nettet
og hvad de får ud af det. Vi præsenterer arbejdet
på en fælles hjemmeside på internettet.
Hvad er en mailbox og hvordan får jeg min egen mailadresse?
Hvad er en søgemaskine? Hvad vil det sige at downloade
og er det tilladt? Hvor kan jeg få en hjemmeside uden at
det koster mig noget? Hvordan kan jeg vide om de informationer
jeg ser og hører på Internettet er sande el. falske.
Der kan stilles mange spørgsmål som førstegangsbruger
af Internettet - disse vil vi i studiekredsen Internet-Guide forsøge
at besvare. Kurset henvender sig primært til dem der ikke
har den store erfaring med Internettet, men øvelser og
opgaver tilrettelægges med udgangspunkt i deltagernes forudsætninger.

SKRIVEVÆRKSTED
v/Charlotte Heiden
Vil du gerne skrive? Men du ved ikke, hvordan du kommer i gang?
Eller kommer videre? Eller hvad det hele skal ende med? Hvis du
kan lide at lege med sproget og har lyst til at forsøge
dig med at skrive digte, noveller, essays eller i det hele taget
bare gerne vil skrive mere end nu, så er skriveværkstedet
dér, hvor du gennem oplæg og skriveøvelser
får inspiration til at skrive. At skrive selv er samtidig
en lidt anderledes måde at nærme sig litteraturen
og sproget på – hvad er det, hvad kan det og hvordan
bruger jeg det?
STUDIEVEJLEDNING
v)Jacob Tybjerg Vestager
I dette fag skal vi finde svar på alle de spørgsmål
der vedrører dine fremtidige uddannelsesplaner. Du vil
få indsigt i reglerne om SU, adgangsbestemmelser til de
forskellige uddannelser, søgning af legater, uddannelse
i udlandet, studieteknik, boligsøgning m.m. Desuden skal
vi arbejde med udarbejdelse af den perfekte studie og jobansøgning,
plus lære noget om det, at være til samtale i forbindelse
med optagelse og ansættelse.
FILMKUNDSKAB - FILMKLASSIKERE - KORTFILM
v/ Charlotte Heiden
Filmens verden er forunderlig og der tales et særligt sprog.
Filmkundskab handler om at spore sig ind på nogle af hemmelighederne
bag filmsproget. Enhver har sin smag i film, alligevel er der
nogle film der går over i historien, fordi de har forandret
filmsproget og har ændret vores opfattelse af hvad film
er. At se nye og gamle filmklassikere giver anledning til at se
nærmere på filmens historie og til at tale om, hvornår
en film fortryller og bevæger – med andre ord: hvad
er en god film? For at blive en god instruktør må
man øve sig. Her er kortfilmen fremragende, for den giver
anledning til at skærpe blikket og eksperimentere med filmens
muligheder og samtidig kort, præcist og intenst fortælle
en god historie. Begrænsningen er udfordringen.
PROJEKTFAG
v/Jacob Vestager Tybjerg
Går du og tumler med en ide om at lave din egen CD, bygge
et shelter, lave en hjemmeside, skrue en film sammen, lave børneteater,
skrive novellen eller digtsamlingen, lave skulpturer, male verdens
største maleri, skrive en børnebog og så videre.
Så kunne det være i projektfaget at din ide blev realiseret.
Du kan arbejde individuelt eller du kan gå sammen med nogle
andre og lave et gruppeprojekt. Det hele skal munde ud i en slags
messe, hvor produktet skal præsenteres.
FILMPRODUKTION
v/Jacob Tybjerg
Vi skal lave kortfilm, dokumentar, hvor noget af det vil være bundne opgaver, andre som frie opgaver. Vi skal finde på historier at fortælle, se på hvilke historier der er at fortælle fra hverdagen på højskolen – verden er fuld af historier der venter på at blive fortalt. Vi skal arbejde med programmet FinalCut Pro på Mac Computere. En stor del at det at lave film er også at lave en flot lyd, derfor skal vi også arbejde med forskellige lydprogrammer. Vi kommer omkring alle områder i produktionen af en film – du skal blandt andet være lydmand, kameramand, runner, klipper og tilrettelægger. …og måske kan der blive tid til en premierefest.

|