Ét af højskolens mål er at engagere eleverne
i samfundslivet. Men også at være en replik til de gældende
normer. Intet er helligt - her lever samtalen og debatten. Kvalitet
og nuancering i holdningerne er et andet mål.
Aviser, tv og radio sætter den politiske dagsorden. Vi går
bag om nyhederne og ser på de aktuelle emner, som optager
os lige nu. Hvilke øknomiske, kulturelle, religiøse
og politiske interesser kolliderer? Vi sætter problemerne
til diskussion.
Er det danske demokrati godt nok? Hvad mener du som borger i Danmark
og i verden?
Vi sætter også fokus på det internationale samfunds
brændpunkter. De tilsyneladende uløselige konflikter
og mangelen på vilje til fred.
Miljøet er også et internationalt anliggende. Hvordan
bliver klodens fremtid, når man taler om klimaændringer?
Miljø er også international politik på højeste
plan.
På Uldum Højskole tror vi på fremtiden, og vil
ruste dig og andre til at holde af og værne om naturen.
Til fods, på cykel, i kano eller bus tager vi ud og finder
kryb og kravl. Vi lærer navne på planter og dyr og deres
levesteder. Det skærper den økologiske bevidsthed.
Du får dig én på naturopleveren.
Miljø er også den mad du putter i munden. Smag på
ord som pizza, burger, salat og grovbolle. Hvordan skelne mellem
sund og usund i bombardementet af fedtprocenter og kolesteroltal.
Det handler om ernæring - men også om forholdet til
vores krop. - Og det handler om modet til at sige til og fra i virvaret
af modsætningsfyldte budskaber.
Her følger fagene indenfor fagområdet :
POLITIK OG SAMFUND
v/Kurt Willumsen
Hvad sker der netop nu i verdens brændpunkter ? Her er en unik chance for at få en indsigt i væsentlige internationale konflikter. Vi går bag om konflikterne - belyser dem historisk, kulturelt, socialt og politisk.
Terror og den sikkerhedspolitiske udvikling er vigtige elementer, men vi kommer også rundt om globaliseringen, - hvilke perspektiver er der i en mere internationalt orienteret verden.
Den danske model til debat. Velfærdssamfundet er under pres
fra den internationale økonomiske udvikling. Vi ser på
muligheden for at bevare det bedste, men også på hvordan
vi kan videreudvikle modellen på en måde hvor mennesket
forbliver i centrum. Casearbejde, konkrete input og debat.

AKTUEL DEBAT
v/Kurt Willumsen
Vi tager dagsaktuelle emner op fra medierne og debatterer dem. Det kan være politiske, etiske eller på anden måde almen-menneskelige emner. Faget er en god måde, at holde sig orienteret om hvad der sker ude i virkeligheden, mens du er højskoleelev! Korte oplæg og derefter åben debat.

NATUROPLEVELSER OG ØKOLOGI.
v/Kurt Willumsen
Så er det ud! Ud og lære om kryb og kravl, dyr og planter.
Vi arbejder med forståelse for økologiske sammenhænge;
men mest af alt - styrker lysten til at tage vare på vores
miljø gennem naturoplevelser. Du må være indstillet
på, at vi nogen gange starter og slutter udenfor den normale
undervisningstid. De fleste dage tager vi ud i naturen,- også
selvom vejret er lidt skidt. Vi besøger naturområder
der kan nås til fods, på cykel eller med bus, og du
skal være indstillet på dage med op til 40 km cykeltur
+ 10 km gåtur. Det er fint hvis du får din cykel til
højskolen, ellers må du låne dig frem.
ZOOLOGI
v/Kim Lund Nielsen
Kurset er delt op i fire dele. I første uge besøger vi Givskud Løvepark. Det giver anledning til at lære om dyrene, om deres habitat, adfærd og om arbejdet som dyrepasser. Næste uge handler om evolution. Vi ser tilbage og frem i dyrenes udvikling inklusive menneskets fortid og fremtid. Vi besøger Zoologisk Museum i Århus og taler med en forsker i zoologi på Århus Universitet. I tredje uge besøger vi Haunstrup Minizoo og diskuterer hhv. dyreforsøg og dyr i fangenskab: i parker, i cirkus, i private hjem. Fjerde uge foregår under vandet. Vi besøger Aqua i Silkeborg og taler om livet i det våde element. I løbet af kurset viser jeg billeder og film fra safariparker og koralrev rundt om i verden, og jeg giver tips til spændende zoologiske rejsemål mellem Galapagos og Givskud.

KROP OG KULTUR
v/Torben Christensen
Vi skal her se nærmere på hvilken rolle kroppen spiller
i vores kultur og hvad det er for en kultur, vi er en del af. Kan
man overhovedet tale om én kultur eller er vi del af forskellige
kulturer. Hvad betyder kroppen og kulturen for vores identitet.
I forløbet kan vi f.eks. komme ind på emner som kropsidealer,
udseende, udsmykning, spiseforstyrrelser, mad, mode, sex, ekstrem
(grænsesøgende) sport, doping, ritualer. Dog behøver
alle emner ikke nødvendigvis at have kroppen i centrum. Andre
interessante kulturelle fænomener og tendenser kan indgå
i forløbet.
Undervisningen vil bestå af oplæg, debat, diskussion
og evt. udsendelser om de respektive emner.
DILEMMA
v/ Kim Lund Nielsen
Faget tager dig med på rejse gennem den menneskelige organisme. Hvad er vi bygget af og hvad forsøger vi at bygge videre på? Den vestlige lægevidenskab og medicinske traditioner i andre kulturer har forskellige bud, som vi skal sammenligne. Emnet kræver ingen særlige forudsætninger for deltagelse. Du skal blot have mod på at diskutere konsekvenserne af vores viden. Gennem film, animationer og oplæg kommer vi ind på menneskets evolution, organer, arveanlæg, stamceller, hjernen, immunforsvar m.m. Vi kan allerede læse barnets potentiale i fosterstadiet. Vi kan bruge stamceller til at bygge nye næser, vi kan bruge hinanden som reservedele, og vi kan reparere på bygningsværket i en stræben efter det lange liv. Hvor langt kan og skal vi gå?

MADLAVNING
v/Charlotte Heiden
Savner du også savner at røre i kødgryderne?
Har du også glemt, hvordan man laver citronfromage? Vi skal
lave mere mad. Retter af forskellig slags og med inspiration fra
forskellige egne i verden. Lær nye retter at kende og kom
selv med dine egne ideer.

|